At skille tingene ad. Et forsøg.
Nogle gange bliver ting blandet sammen og det er okay. Andre gange bliver det noget rod og de skal skilles ad.
De sidste 3-4 år har jeg haft gang i to processer i mit liv. Tidsmæssigt har de fulgtes ad og de har haft visse fællestræk, og har haft indflydelse på hinanden. Men nu har jeg behov for at deres veje skilles.
Den ene proces har været en afstandstagen fra Gud og vrede på ham, fordi han tillod at min søster døde. Derefter et stille forsøg på at nærme mig ham igen, efter at vreden er svundet ind. Et forsøg på at starte en relation/fællesskab med ham igen. At få tillid igen. At nedbryde min stolthed og forsøge at finde min identitet i Guds kærlighed til mig. Som tidligere beskrevet her på bloggen.
Den anden proces har været en afstandstagen fra en traditionel, luthersk, modernistisk, mere sort-hvid måde at tænke kristendom og teologi på. Derefter et stille forsøg på at finde ny vej. At finde lidt fodfæste i en verden og tankestrøm, hvor alt ikke er så klart mere. Der er stadig lang vej endnu. Også tidligere beskrevet her på bloggen.
Problemet ved at de to processer har været tidsmæssigt parallelle, er at de nok har indvirket på hinanden. Begge veje. Måske min vrede på Gud har smittet af på min afstandstagen til den modernistiske teologi. Måske min afstandstagen fra modernistisk teologi har smittet af på min Guds-relation. Begge dele er uundgåelige, jeg er et helt menneske. Men det er ikke smart i længden. Tingene skal også holdes adskilte. Ikke fordi begge afstandstagenerne ikke har været okay og legitime. Det har de. Det er okay at være vred på Gud og holde ham lidt på afstand. Det er okay at tage afstand fra en teologi, som man ikke finder giver mening eller gode svar mere.
Men de to afstandstagerne har forskellige mål:
Den første afstandstagen skal gerne vende om til det den tog afstand fra. Det er vigtigt at vende tilbage til Gud, når vreden og sorgen har fået den plads den skal have. Gud står med åbne arme og venter.
Den anden afstandstagen skal derimod finde et nyt mål. Den gamle teologi og de gamle måder at tænke på dur ikke mere. Nye må findes. Ny fast grund må findes. Nye tanker og idéer står med åbne arme og venter.
Forskellen er klar. Intet kan erstatte Gud. Han er nødvendig i mit liv. Mine og andres tanker og idéer er derimod ganske fejlbarlige og knap så nødvendige og kan erstattes.