Spejltanker
I går aftes sad jeg og stenede, snakkede og hyggede med en god ven og vi kom blandt andet til at snakke om hvordan andre mennesker egentlig ser på en selv. Altså, når jeg normalt kigger rundt på verden og mennesker omkring mig, så ser jeg jo på dem. Men hvordan ser de egentlig på mig? Hvilke af mine egenskaber gør at de gider være sammen med mig? Hvordan opfatter de alle de ting jeg gør og siger?
Jeg har nogle gange prøvet at stille mig foran spejlet og kigge på mit eget spejlbillede. Og nogle gange bliver jeg næsten forundret. Nåh ja.. det er jo sådan jeg ser ud.. det er sådan andre folk ser på mig, altså mht mit udseende. Det er ikke så tit jeg tænker på hvordan det lige er jeg selv ser ud, men mere hvordan andre folk ser ud.
Hvad nu hvis der fandtes et andet spejl, et personlighedsspejl måske, hvor jeg kunne se på mig selv som andre mennesker ser på mig selv.. hvad ville jeg så se? Hvad hvis jeg lige for et kort øjeblik kunne “træde ud” af mig selv og møde mig selv.. hvad ville jeg syntes og se? Og til allersidst: Hvis vi forestiller os, rent hypotetisk og forskruet, naturligvis, at jeg kunne møde mig selv som jeg er, uden at der ville gå rod i tiden og universets stabilitet, osv, ville jeg gide være sammen med mig selv? Ville jeg nyde mit eget selskab? Ville jeg kunne blive gode venner med mig selv?
Det var godt nok mange mærkelige og filosofiske spørgsmål på en torsdag formiddag.. håber ikke du får frokosten galt i halsen!
Tak til Tabitha for diskussionen og anledningen til at få formuleret de her ting. Utroligt nyttige ting jeg får lavet i min sommerferie….
isak dinesen said,
25 June 2005 at 14.51.32
det kræver nok at man er sammen med personer mange gange, før man finder ud af deres syn på én selv. Men man ser det nok aldrig, med mindre man begynder at se på sig selv gennem deres øjne, altså deres idé om hvem man er smitter af på én selv, så man tror man kan kategoriseres som en eller anden ting.
Med hensyn til om hvordan det må være at være sammen med sig selv, har du så ikke prøvet at se et billede eller film, hvor du selv var med på, men først efter et stykke tid fundet ud af, at det var dig?
Men hvis du gerne vil vide hvordan du virker på bestemte personer, kan man jo bare spørge, også selvom det er umuligt at kommunikere hvad man egentlig mener/ føler, i al fald ifølge ham der Luhmann, som vist nok kender habermas, som burde bruge sine hjerneceller til at udvikle et myggelys, som ikke tiltrækker, men skræmmer mygene væk…
Mikael Kongensholm said,
25 June 2005 at 15.14.35
Hmm, ja, det tager nok tid at finde ud af hvordan folk ser på en.. og det der med at deres billede af en smitter af på en selv… det synes jeg ikke lyder helt optimalt..
Hmm, jeg har faktisk ikke prøvet ikke at kunne genkende mig selv på billede eller film.. må da være en lidt spøjs oplevelse.
http://en.wikipedia.org/wiki/Habermas
Hmm, hvis Habermas skulle udvikle et myggelys, så ville det nok blive et socialistisk myggelys.. og det ved jeg ikke om jeg ville have det godt med…
Isak Dinesen, er du forøvrigt i familie med Ove Ditlevsen?
Anonymous said,
25 June 2005 at 15.26.41
Der er sikkert nogle der mener vi er i familie, det tror jeg nu ikke, men måske lige kønsforvirrede
Mikael Kongensholm said,
25 June 2005 at 15.54.37
Helt sikkert en mulighed!