Vildfaren
I går var jeg som tidligere skrevet en tur i Vestjylland. Det gik fint nok, både på vej dertil og på vej her hjem til Herlev igen. Men da jeg så skulle ind og aflevere bilen på Østerbro, så gik det galt. Jeg havde nøje planlagt hvilken vej jeg skulle køre, for at komme derind, men det gik ikke lige så let som jeg havde håbet. Den vej jeg havde planlagt kunne jeg ikke køre alligevel, da der ikke var nogle tilkørsler til den motorvej som jeg regnede med at skulle køre lidt på. Så lige pludselig måtte jeg bare køre rundt på min stedsans, som egentlig plejer at være ok. Jeg fandt da også den rigtige vej igen, (Jagtvej) og kørte glad ned af den. Da jeg havde kørt på den i en kilometer eller to, fandt jeg ud af at jeg havde kørt i den forkerte retning, og så måtte jeg jo vende om. Men det er ikke særligt nemt at vende om på en meget trafikeret vej i centrum af København, så jeg måtte køre nogle omveje for at komme ud på Jagtvej igen, og denne gang kørte jeg i den rigtige retning! Til sidst fandt jeg det, og fik endelig afleveret bilen. Da jeg endelig kom hjem til Herlev lidt over midnat var jeg pænt smadret. Både det at jeg havde hjulpet min kammerat med at flytte, men også det at køre ca 7 timer i bil, hvoraf jeg selv sad ved rattet de 4 timer. Godt det ikke er hver dag jeg skal det. Dog var det alt besværet værd, idet jeg fik en lænestol med herover, som er en af de lækreste lænestole jeg har skiftet bekendtskab med, den er rigtig dejlig blød og behagelig at sidde i!
Her i formiddags var jeg så i kirke for at synge med i kirkekoret og det gik udmærket, da det jo alle var kendte sange. Den motet, som vi skulle have sunget, blev heldigvis droppet, da jeg ikke lige var så god til at holde min stemme når jeg skulle synge den alene, ved siden af andre som synger en anden stemme. Det bedste at det hele var dog at jeg fik 250 kr for det, efter skat vel at mærke. Ikke dårligt!
Henrik Stidsen said,
29 June 2003 at 13.51.52
Ja det er ikke særlig nemt at køre i KBH - er glad for jeg ikke bliver udsat for den slags alt for ofte.
Mikael Kongensholm Nielsen said,
29 June 2003 at 19.48.04
Ja, det er lidt mere stressende end at køre på en ganske stille landevej ovre i det jyske. Tror dog godt jeg ville kunne finde rundt derinde, hvis bare lige jeg havde haft en til at bestyre kortet for mig…. det er ikke så nemt, og heller ikke særlig klogt, at kigge på det mens man kører!
Henrik Stidsen said,
7 September 2003 at 01.12.33
I Frankrig kan man faktisk få en bøde for at kigge på kort mens man kører bil
Mikael Kongensholm Nielsen said,
7 September 2003 at 13.01.30
Hmm… øv, surt nok! Så er der vel ikke andet at gøre end at få købt det GPS-udstyr….