Mikaels tanker - uden for kategori

Når man snakker eksegese, bibelfortolkning, så er der den her faktor om i hvor høj grad noget er tidsbestemt. Det varierer, alt efter bibelsyn og andre ting, i hvor høj grad man mener de bibelske tekster er tidsbestemte. Men en stor del teologer og andre tænksomme mennesker mener på en eller anden måde, at bibelteksten er åbenbaring fra Gud. Desuden har den kristne kirke brugt og er blevet inspireret af Bibelen igennem århundreder. Bare det i sig selv er nok til at give Bibelen en vis autoritet. Også selvom om noget af Bibelen måske er tidsbestemt.

I forhold til det, hvordan forholder vi os så til en teologisk forfatters tidsbestemthed? Fx Luther, Augustin, Kierkegaard, Shane Claiborne, Rosenius, osv.

Jeg går ud fra at de fleste vil være enige om, at de ovennævnte personers skrifter ikke på samme måde er åbenbaring som bibelen. Gud taler ikke på samme autoritative måde mere, som han gjorde på Bibelens tid. Spørgsmålet rejser sig derfor: Hvorfor skal jeg læse teologiske tekster der ikke er fra min egen tid? Og i hvor høj grad skal jeg gøre det?

Enhver teologisk forfatter skriver til sin tid. Svarer på de spørgsmål tiden, kulturen, menneskene stiller. Kæmper med Gud, sig selv, tiden, traditionen, og Bibelen og prøver at finde svar og veje fremad. Jeg tror på at Gud bruger mennesker til at formulere de rette spørgsmål og svar på rette tid og sted. Men det i sig selv gør ikke svarene og spørgsmålene eviggyldige.

Men når jeg så, måske mange hundrede år senere, læser fx Luther eller Augustin, så stiller jeg ikke de samme spørgsmål mere. Tiden er ikke den samme. Historien har gået sin gang. Gud er stadig den samme, menneskets problem er grundlæggende også det samme (der er rod og brudthed i vores relation til Gud, hvordan vi så end formulerer det…), men historien, tiden, sprogets udvikling, gør at jeg formulerer min tro og kristendom på en anden måde. Hvis ikke jeg ændrer sprog, så ændrer jeg budskab. Jeg kan ikke sige de samme ting i 500 år og så blive forstået på samme måde.

Desuden er min forudsætning for at forstå Luther eller Augustin ikke umiddelbart til stede. Jeg må sætte mig ind i deres tid og kulturen for at forstå hvad de siger. Det er efter min bedste overbevisning teologisk tids-imperialisme, at mene at de spørgsmål og svar, som fx Luther og Augustin formulerede, pr automatik bør have en speciel status i dag. Tiden i dag er, hvad enten vi vil det eller ej, ganske anderledes, og 500 år gamle formulerede spørgsmål og svar fungerer ikke umiddelbart mere. I stedet må man i gang med at finde ud af hvordan kristendommen skal og bør blive formuleret i dag, og ikke flygte fra den opgave ved at begrave sig i fortidens spørgsmål og svar.

Men på den anden side er det også teologisk tids-imperialisme at underkende at tidligere tiders teologiske tænkere ikke kan bruges til noget i dag. Tiden og kulturen forandrer sig, ja, men ikke til ukendelighed. Nogle ting er stadig den samme. Det ville være hovmodigt og direkte dumt ikke at lytte til hvad historien og tidligere tænkere har at sige til os. De har helt sikkert noget at lære os, selvom deres spørgsmål og svar er formuleret i en anden tid.

Hvordan balancere mellem de to teologiske tids-imperialismer?

Jeg hælder til mest at vægtlægge nutidige tænkeres spørgsmål og svar. De forstår den tid, jeg lever i nu. Som tillæg kan jeg så lade mig inspirere af tidligere tiders store teologiske tænkere.. men ellers ikke lade dem have en nævneværdig autoritet og bestemmelse over min tænkning. Tage det fra dem, som var direkte nyt og banebrydende og tidsløst genialt. Ignorere det, som i den grad var tidsbestemt og nu ligegyldigt. Tage afstand fra det, som med tiden viser sig at være direkte forkert og forfærdeligt.

Måske tre fjerdedele nutidige tænkere og en fjerdedel tidligere tænkere. Andre vil komme frem til andre fordelinger.