Hvis ovennævnte er rigtigt, hvilket jeg tror det er, så er svaret også det som jeg plejer at give på sådanne spørgsmål: inkarnationen! Inkarnation er den eneste måde man kan forbinde de to adskilte sfærer uden derved at blande dem helt sammen (panteisme). Det betyder at den teologiske opgave både kommer indefra og udefra, både fra åbenbaring og menneskelig tænkning, både fra Guds verden og fra vores verden. De to er uadskillige hvis man vil bibeholde både Jesu guddommelighed og menneskelighed.

… hvordan det så gøres i praksis skal jeg ikke gøre mig klog på. For tiden er jeg opslugt af lingvistiske forklaringsmodeller, men et svar finder jeg nok aldrig.

Iøvrigt lige en lille kommentar til Descartes. Afhængig af hvordan man forklarer postmodernisme så er jeg ikke så sikker på at postmodernismen har forladt Descartes’ paradigme. Sagen er at uanset om man taler om sandhed som absolut eller som relativ, så er fokus dog på det menneskelig kognitive selv, cogito’et. Relativisme er derfor en modernitet. Kun når man forlader den epistemologiske debat om sikker viden kan man siges at have forladt det Cartesiske cogito. Så længe viden er kognitiv viden placeret i individet, så længe vil man stadig være moderne og ikke postmoderne … igen, afhængig af hvordan man definerer postmodernisme.

Kan godt se hvad du mener.. men tror jeg tænker mere skabelsesteologisk. Ja, teologi er tænkning om det transcendente. Men det er filosofi dybest set også. Og jeg tror der er meget sandt i den tænkning som ikke-teologiske filosoffer tænker.
Teologisk tænkning er jo også om det immanente. Fx diakoni.

og ja, den epistemologiske sikkerhed har jeg forladt. Tænker måske mere på at lære i fællesskab. Det er en fin tanke. Mangler stadig at se den udfoldet i praksis.