Autencitetens grænse
De sidste par år har jeg haft et autencitets-trip. En af de vigtigste ting var at være autentisk, at være tro mod sig selv, mod sine holdninger, følelser, erfaringer, og en følge deraf har været at det var bedst kun at gøre de ting jeg brændte for, de ting jeg et eller andet sted følte og vidste var rigtige.
Under et af møderne på dette års fremragende SommerOase slog det mig lige pludselig at autenciteten har en grænse. Hvis jeg altid skal være autentisk mod mig selv og gøre det jeg føler er rigtigt, så forudsætter det jo at de ting jeg tænker og føler, altid er gode. Og med al respekt for mig selv og andre mennesker, så er det langt fra tilfældet med os mennesker. Der må altså være tilfælde, hvor jeg ikke skal være autentisk og tro mod sig selv og mine tanker og følelser. Autenciteten har en grænse. Den er stadig vigtig, det er stadig afgørende at være tro mod sig selv. Men der er en grænse. En grænse, hvor erkendelsen af at jeg er et ikke-perfekt/et brudt menneske/et syndigt menneske/hvad du nu end kalder det, må sætte ind og lede mig i en retning. En retning, jeg måske ikke altid selv føler for, men dog en retning som er god for mig og mine medmennesker.
Hvad denne retning så er og hvad der er på den anden side af grænsen, det må der vist lidt tænkning til for at nå frem til.
Leif said,
21 July 2008 at 23.10.50
Det er altid noget, at du har haft tanker i denne retning - alt for mange mennesker tænker ikke over, at være sig selv og tro overfor egne værdier og holdninger.
Så du er et stykke foran så mange andre
Maltesen said,
22 July 2008 at 07.30.11
Og hvad vigtigt er, at hvis man ikke er tro over for egne værdier, er det yderst svært at acceptere andres værdier…
Mikael said,
25 July 2008 at 10.29.43
Leif: Ja, jeg tror den eneste vej frem er at vaere tro mod sig selv og staa ved det man mener… alt andet kommer der ikke noget godt ud af.
Saa er det lige med at bevare foeringen.
malte: ja, det hoerer nok saadan sammen.