Selvkærlighed
Jesus siger i Matthæusevangeliet kapitel 22, v.39:
Du skal elske din næste som dig selv.
På det seneste har jeg ikke helt kunne slippe den tanke at logikken i verset slet ikke er så selvfølgeligt i dag. Mange mennesker kæmper med lavt selvværd og mange elsker ikke sig selv. I hvert fald ikke så meget som jeg tror det er meningen vi skal elske andre. Jeg kender i hvert fald fra mig selv til det med at kæmpe med selvværdet.
Giver Jesu ord mening i dag? Hvis jeg hader mig selv, så giver det jo ikke meget mening at sige at jeg skal elske min næste som mig selv. Skal jeg så hade min næste? Det vil de fleste jo sige nej til, men er der så ik et hul i Jesu logik læst med nutidens øjne?
Ville Jesus have formuleret sig anderledes i dag, i en tid hvor en del folk ikke elsker sig selv særlig højt?
Gik alle folk rundt og elskede sig selv dengang for ca 2000 år siden? Og hvad betyder det i det hele taget at elske sig selv?
frovin said,
26 March 2008 at 08.46.58
For mig handler det om at vi lærer at leve med vores skabthed - og at Gud også vil at vi skal glæde os over at være skabte af ham, sådan som vi er! Vi skal elske os selv, fordi vi er skabt i Guds billede. Det synes jeg er uendelig viist set på sådan en sjælesorgs/psykologisk måde.
Kristian said,
26 March 2008 at 14.42.56
Ligesom altid stiller Jesus store krav til os, dog uden at bilde os ind, at vi kan nå det perfekte: Vi kan netop hverken elske os selv, hinanden eller Gud - men vi skal dog stræbe efter det hele tiden, for måske at blive mere kærlige dag for dag. Jeg har fornylig skrevet om det samme emne her:
http://ydmyghed.urbanblog.dk/2008/03/20/elsk-dig-en-paskehistorie/
Hilsen Kristian
NikolajKJ said,
26 March 2008 at 18.03.44
To ting.
1) Vi skal huske på at “elske” i bibelsk terminologi ikke primært handler om varme følelser, men om handlinger. Og med den mulige undtagelse af mennesker der på grund af ekstremt lavt selvværd eller andre problemer bevidst skader sig selv, vil jeg vove at påstå at vi alle sammen elsker os selv mere end vi umiddelbart tror. Sørger vi måske ikke for at vi selv får mad, tøj, varme og hvad vi ellers har behov for? Det skal vi også stræbe efter for vores næste!
2) Når det er sagt, så hører følelserne dog trods alt med til det at elske, og jeg tror bestemt ikke det er Guds mening at vi skal gå rundt og lide af lavt selvværd. Og for hvad det er værd når det kommer fra en der selv kender til lavt selvværd: Jeg tror den bedste kur imod det er at besinde os på hvem vi er set med Guds øjne - skabte og genløste, og udstyret med en ny identitet i Kristus (hvis vi vil tage imod den). Lavt selvværd er i øvrigt bestemt ikke befordrende for den rette næstekærlighed. Til gengæld tror jeg at praktiseret næstekærlighed kan tjene til at styrke selvværdet!
Mikael said,
28 March 2008 at 10.12.33
Frovin: Men hvad så med mennesker som ikke tror på Gud? De skal og kan vel også elske sig selv? Har tænkt lidt over det, også efter at have læst David Benners bog, hvor han efter en del siders overvejelser kommer frem til at den eneste måde at få kærlighed til sig selv, den eneste måde at finde sit sande selv, det er at finde ud af hvem man er i Gud. Ærlig talt, jeg blev lidt skuffet. Antiklimaks. Men kan godt ske det bare er mig som længes efter noget lidt mere sekulær sjælesorg, so to speak.
Kristian: Ja, der er virkelig noget at stræbe efter og arbejde med.
NikolajKJ: Forholdet mellem handling og følelser er i den kristne moral, er ret interessant. Ønsker Gud at vi skal gøre gode ting mod vores næste, hvis vi dybest set ikke har lyst til det? For min næste er det jo lige meget om jeg gør det af lyst eller pligt. Men for mig er forskellen stor. Har spekuleret over det i flere år efterhånden, men er ikke blevet klogere.
Kristian said,
28 March 2008 at 12.06.43
Mikael: prøv at sammenholde Benner (kender ham ikke) med Jesu ord om at tro ligesom børn. Det er ikke sikkert at det behøver at være en meget bevidst proces, det at finde ud af hvem man er i Gud. Jeg tænker også, at det ikke behøver at være et sort hvidt enten eller, fordi jeg (som ortodoks) tænker troen som en bevægelse på “Vejen”. Jeg forestiller mig også, at det at (ville) handle næstekærligt har en selvforvandlende virkning på samme måde som bønnen har.
Mikael said,
28 March 2008 at 12.12.10
Kristian: Måske er jeg også bare lidt “handicappet” af at jeg er en tænker og gerne vil analysere alt. Inkl. mig selv. Nogle gange kan man nok tænke ting i stykker i stedet for bare at leve livet og gøre sit bedste for at elske Gud og næsten.
Tror du har ret i det med at handle næstekærligt forvandler en. Kan godt ske man måske ik altid har hjertet med i det i starten, men det kommer måske nok hen af vejen( og hen af “Vejen.)
NikolajKJ said,
28 March 2008 at 15.12.02
@Mikael: “Ønsker Gud at vi skal gøre gode ting mod vores næste, hvis vi dybest set ikke har lyst til det?” Ja, det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om! I min Bibel står der i hvert fald ikke noget om at vi kun skal handle næstekærligt når vores følelser tilsiger os at gøre det!