Liv eller tanke?
Hvad er det bedste udtryk for hvad kristendommen går ud på?
Et liv? Jesu liv
En tanke? Retfærdiggørelse ved tro
Noget helt andet?
Magnus Malm diskuterede det lidt i sin fremragende bog Hvisken fra katakomberne, som jeg blev færdig med for et par måneder siden. Jeg har dog ikke helt kunne slippe den her tanke. Hans teori var (har ik bogen her, så jeg husker den ik helt præcist) at med reformationen gik man bort fra jesuitternes fokusering på at det bedste udtryk for kristendommen var Jesu liv og over til reformatorernes dogme om at retfærdiggørelsen af tro var det bedste udtryk for kristendommen. Hans tese er så at det bl.a. er derfor at så mange teologiske traditioner i dag er præget af intellektualisme og af mangel på krop. Kristendommen er blevet en tanke, et sæt dogmer, frem for et levet liv i efterfølgelse af Jesus. Jeg tror heller ikke at det er uden betydning for den teologi man udvikler om man fokuserer meget på evangelierne og Jesus liv eller på fx Paulus breve.
Reformationen var en helt nødvendig og meget vigtig begivenhed. Det går dog mere og mere op for mig, at det at man så skarpt fokuserede på nogle bestemte ting pga den historiske situation man stod i, har gjort at der er andre ting, som fik alt for lidt fokus og stadig får alt for lidt fokus mange steder i dag. Det er en forholdsvis omfattende diskussion, men ret interessant.
Nogen der har et bud? Hvad er det bedste udtryk for hvad kristendommen går ud på?
NikolajKJ said,
31 October 2007 at 10.53.29
“Guds Rige” er nok mit bedste bud på hvad kristendommen overordnet set går ud på. Det kan naturligvis være lidt vanskeligt for lille mig at forholde mig til så stort et begreb, og hvis jeg vælger den løsning at sige at det det handler om for mig, er at jeg er en del af Guds Rige, så kommer det nemt til at lyde temmelig koldt og upersonligt (hvad det naturligvis ikke er, for Guds Rige er kærlighedens Rige). Derfor foretrækker jeg at sige at kristendommen handler om en person, nemlig Jesus Kristus, i hvem Guds Rige er personificeret, og at det det handler om for mig personligt, er en relation, nemlig min relation til Jesus Kristus, og gennem ham til Gud Fader og til mine medmennesker.
Søren Dalsgaard said,
31 October 2007 at 13.51.42
Jeg tror det er begge dele; Både liv og tanke. Bibelens forskellige genrer lægger op til det. Hvorfor er det fx, at mange i Vesten ikke prædiker over de GT’lige narrativer? Måske fordi de ikke har nogen autoritativ lære? Narrativer er derimod fortællinger, som mennesker identificerer sig med fordi de har lignende erfaringer. På en eller anden måde er der ingen doktriner i dem. Det samme vil jeg mene er gældende for de fleste poetiske tekster.
Men når det gælder nytestamentlige tekster, så er det noget helt andet. Der er doktriner, læreautoritet osv på en helt anden måde.
Måske har det grundlæggende noget at gøre med hvordan en bestemt kultur udtrykker sin tro?
Grammarqueen said,
31 October 2007 at 14.14.58
@NikolajKJ: “Guds rige” er lige præcis hvad jeg ville ha svaret
Linealis said,
31 October 2007 at 15.17.40
Hvis tesen har noget på sig, så betyder det at de grene af kristendommen, der ikke er påvirket af reformationen, ikke er præget af intellektualisme. Det bliver sikkert et langt komparativt studium; for min egen del kan jeg kun sige, at noget at det mindst intellektualiserede jeg har læst er Luther - modsat paven, Brian McLaren, osv. osv.
Endvidere tror jeg det er nødvendigt at skelne mellem reformationen og reformationen som den bliver set i dag. De strømninger man kritiserer behøves jo ikke nødvendigvis at skyldes reformationen. Hvis man udelukkende fokuserer på det kunne det være man overså helt banale, menneskelige, syndige faktorer.
Mikael said,
31 October 2007 at 15.29.19
Nikolaj & Louise: I lyder jo helt emergent med al jeres Guds rige snak.
Søren: Ja, hver kultur og tid udtrykker sin tro forskelligt. Forhåbentlig. Ellers er der vist noget galt.
Linealis: Med intellektualiseret mener jeg at der er meget fokus på hvad man tænker. At have den rette lære, osv. Det er jo i høj grad noget som reformationen og den teologiske tradition derefter har haft fokus på.
Det var jo ikke kun reformationens skyld/fortjeneste. Det var i lige så høj grad et produkt af oplysningenstiden, osv.
NikolajKJ said,
1 November 2007 at 12.25.37
Der har vist været et samspil/modspil mellem liv og lære lige fra kristendommens tidligste begyndelse. En overfokusering på den rette lære på bekostning af livet har medført at folk efterhånden er blevet trætte af den åndelige tørke, og tørsten har medført en søgen efter at erfare Gud. Tilsvarende har ligegladhed med den rette lære i en blind søgen efter åndelige oplevelser medført usunde kætterier som har drevet mennesker tilbage til evangeliets sandhed.
Af overintellektualiserede perioder kan nævnes lærestridighederne i det 5. århundrede samt den lutherske ortodoksi i det 17., som medførte reaktioner fra henholdsvis ørkenfædrene og pietisterne. Jeg tror ikke at der tilsvarende har været sværmeriske perioder som har påvirket hele kirken (det skulle da lige være korstogsvanviddet i det 12. århundrede); det har nok hyppigere været mindre grupperinger der er udartet i en grad så de har forladt den sunde lære.
Linealis said,
1 November 2007 at 15.18.07
Liv og lære er som alt andet her i livet, der skal læres. Man lærer ikke at læse uden at øve sig. Man lærer fx. heller ikke at bede uden at øve sig i lang tid. Ligesom at man kan få et staveord galt i haldsen, kan man også bede forkert uden at opdage det i lang tid. Men der hvor teorien praktiseres meget, er der større chance for at fejl i teoriundervisningen ikke sætter så dybe spor.
Mikael said,
1 November 2007 at 18.52.07
NikolajKJ: Tror du har fat i noget af det rigtige. Det ses tit at hvis der har været en overfokusering på det ene, så kommer der en modreaktion, som så tit går for langt over i den anden grøft..
Linealis: Hmm. Ved ikke helt om jeg kan følge dig. Skal man lære at bede? Jeg tror at nogle af de “bedste” bønner er børns bønner. De er om nogen ærlige. Mht bøn tror jeg det i høj grad kommer an på ærlighed.
Hmm, måske har du ret. Jo mere man afprøver teorien, jo større er sandsynligheden jo for at man opdager evt fejl i teorien!?
NikolajKJ said,
2 November 2007 at 10.25.57
@Mikael: Så det at “lære at bede” handler måske i virkeligheden mest om at aflære en masse dårlige vaner man har tillagt sig?
Og då på den anden side: Børns bønner er sjældent specielt Gud-centrerede. Det med at lytte til Gud i bøn, det er vel noget man skal lære?
Mikael said,
2 November 2007 at 11.02.35
NikolajKJ: Tjaa, jeg ved det ikke. Jeg er ikke bede-ekspert. Men ja, hvis man har lært en masse standardfraser, fx i sin barndom, så er det vel med at få dem lagt væk og bede det du har på hjertet i stedet.
Jeg har aldrig hørt Gud “sige” noget til mig i bøn. Ser du det som noget alle kristne kan forvente? Eller er det forbeholdt de mere karismatiske/sensitive personer?
NikolajKJ said,
2 November 2007 at 14.27.10
Det er heller ikke hverdagskost for mig. Det ville nok være nemmere for mig hvis jeg var mere intuitivt anlagt. (Den uofficielle MBTI-test på Facebook har ellers udnævnt mig til at være INFJ, men den er jo ikke ufejlbarlig; jeg tænker snarere om mig selv som ISTJ). Men jeg tror det er noget alle kristne kan/skal lære - også selvom jeg ikke selv har lært det endnu.
Mikael said,
2 November 2007 at 14.49.00
Okay. Jeg synes det er et enormt godt spørgsmål i hvor høj grad vi som kristne kan forvente at Gud griber konkret ind i vore liv. Det synes jeg ikke der er noget nemt svar på. Jeg er ikke overbevist om at alle kristne skal høre Gud tale i bøn…