Mikaels tanker - uden for kategori

En standard sms-ordbog kan ikke stave til meningsløshed. Men sms-ordbøger ved ikke alt om det menneskelige liv. Jeg tror de fleste, ligesom jeg har gjort det, møder meningsløshed på et eller andet tidspunkt i livet. Man kan beskrive meningsløshed som en dyb eksistentiel følelse. En følelse, som rører ved det allerdybeste i os, længslen efter at finde mening i vore liv, i det vi gør og det vi tror. Når vi ikke finder den mening, så fornemmer vi, at et eller andet ikke er som det skal være. Tanker og handlinger, som gav mening tidligere, giver det ikke på samme måde mere. Måske slet ikke mere. Og vi går i stå. Eller går aktivt på jagt efter mening igen.

Måske påvirker meningsløsheden ikke altid troen på Gud, men den kan sagtens gøre det. Et billede kan illustrere hvordan det kan føles: Somme tider oversvømmer havet områder tæt på strandkanten. Når havet så trækker sig tilbage igen, så efterlader det af og til små indsøer eller vandpytter. Tilsvarende, måske har vore liv været fyldt med Gud, fyldt med en troens mening. Men når meningsløsheden rammer, så føles det som om Gud trækker sig tilbage, ligesom havet, og man kan føle sig som en fisk, der ligger og gisper efter vejret og desperat prøver at mave sig hen til en af de efterladte indsøer, for der at finde lidt luft. Lidt mening.

Det skræmmende ved meningsløsheden er, at man kommer i kontakt med intetheden og tomheden. Tidligere var man overbevist om at Gud havde en mening med livet. Nu er den væk. I hvert fald midlertidigt. Og tanken melder sig: måske er jeg i virkeligheden bare overladt til mig selv? Hvis man kender sig selv godt nok, er det ikke en rar tanke. Overladt til selv at finde mening. Skabe mening. Skabe mening, hvor der ingen forudgiven mening er. Skabe mening ud af intetheden og tomheden. Selv kæmpe sig igennem livet og leve som om Gud ikke findes. Men jeg tror at Gud findes. Og hvis Gud findes, så er alt dybest set ikke tomhed og intethed. Engang, før skabelsen, var der tomhed og intethed over jorden. Men nu har Gud skabt ud af intet, og dermed er der masser af fylde.

Meningsløsheden stiller skarpt på et interessant spørgsmål: Har Gud en forudgivet mening for vore liv, eller må vi selv finde den? Jeg tror at begge dele rummer sandhed. Gud har planer og mening for vore liv. Han har veje, han ønsker vi skal gå. Hvor konkrete planerne og vejønskerne er, er svært at blive klog på. Og det varierer nok, fra tid til tid, og fra person til person, hvor stort indblik vi får i Guds forudgivne planer. Måske man kan sige, at jeg selv må ud og finde Guds forudgivne mening? Eller stole på at Guds nåde og mening går med, hvorend jeg går hen?!

Og løsningen på meningsløsheden? Sig til (eller send en mail) hvis du finder den. Måske findes den gyldne løsning ikke. For mig hjalp det dog at træffe et valg. Jeg besluttede, at selvom følelsen af meningsløshed var overvældende og Gud føltes fjern og irrelevant, så kunne jeg ikke forestille mig et liv uden ham. Jeg ville tro. Også selvom jeg ikke følte for det. Samtidig delte jeg mine tanker og følelser med venner og min præst. Ting kan nogle gange vokse sig alt for store, hvis de kun er i ens eget lille hoved.

Måske har Guds meningshav for altid trukket sig tilbage fra mit liv, og tingene bliver ikke som de var før meningsløsheden ramte. Men måske hans meningssol så i stedet vil skinne på mig og for mig, og vise mig meningsfyldte nye veje fremover.

Et par forsigtige bud på hvordan meningsløshed kan bekæmpes:
- Engagement i livet. Lev nogle spændende historier.
- Gør noget godt for andre.

(Refleksion til bladet Til Tro, 4/2010.
Læs hele bladet her)